Menu

U14-drenge i fremgang: Spillere strømmer til

image Der er omkring 35 spillere i U14-årgangen hos AGF af 1880, og her er nogle af dem. Derudover har AGF Talent omkring 20 spillere i samme årgang. (Privatfoto)
Jonas Roulund
28. oktober 2024 kl. 11:26
Den tidligere Superligatræner, Hans Petersen, står i spidsen for AGF 1880's U14-mandskab, som oplever fremgang i disse år.

En særlig kapacitet er i disse tider blandt de ansvarlige for AGF 1880's U14-fodbolddrenge.

Af alle nulevende AGF-legender er Hans Petersen nemlig med afstand den person, der både som spiller, træner og ildsjæl har kendetegnet den særlige DNA, der udspringer fra Fredensvang.

Han har spillet over 100 kampe for klubbens bedste hold, scoret mod Liverpool, været træner for Superligaholdet og sammen med den dygtige kollega Lars Sørensen haft de største resultater de seneste 40 år i AGF’s ungdomsafdeling. Det tæller blandt andet to danske mesterskaber for juniorer, en sølv-, en bronzemedalje og tre pokalmesterskaber på seks år.

Derudover har han stadig den højeste træneruddannelse, UEFA Pro-licens.

I AGF 1880 Fodbold sprang han til i nødens stund og overtog i efterårssæsonen 2024 rollen som cheftræner, da træner Kasper Jørgensen fik for travlt i sit civile job til at passe begge dele – så han skiftede til assistenttræner.

Foto: De fire, der har været trænere hos U14 i efteråret. Fra venstre Kasper Jørgensen, Alvin Angelo, Carl-Oscar Aspinall og Hans Petersen. (Privatfoto)

Hans Petersen er også kendt som tidligere chefredaktør på Århus Stiftstidende, og hans karriere på AGF’s førstehold foregik i 1966-1967 og 1971-1973. De tre års afbrydelse skyldes hans læretid som journalist, da han spillede for Silkeborg.

- I fodbold er der et niveau for alle, og her hos os handler det om udvikling og læring. Vi vil gerne vinde, for det styrker spillernes selvtillid og selvværd og får dem til at spille bedre. Så vi gør, hvad vi kan, og når vi taber, finder vi ikke undskyldninger eller bortforklaringer. Vi forsøger at blive bedre og lære, fortæller Hans Petersen, som med Liga 3-holdet har gennemgået en lidt svær sæson i efteråret.

- Vi spillede en række for højt, så det lykkedes kun at vinde en enkelt kamp. Vi har manglet lidt på fysikken i forhold til de andre hold, men heldigvis har der været kontinuerlig fremgang, og Liga 5, som er andetholdet og trænes dygtigt af Alvin Angelo og Carl-Oscar Aspinall, vandt rækken og tabte kun en kamp. Det var virkelig flot, fortæller cheftræneren.

I den kommende sæson bliver holdene matchet lidt bedre, når de skal tørne ud i Liga 4 og Liga 5.

Her har Hans Petersen og Kasper Jørgensen ansvaret for Liga 4-holdet, mens Alvin Angelo og Carl-Oscar Aspinall står for Liga 5-mandskabet.

Stor tiltrækningskraft

Den positive udvikling på banen afspejler sig også i den stigende interesse for at spille fodbold i AGF 1880, og mange nye spillere vil gerne prøve sig af på Fredensvang.

- De unge opdager jo hurtigt, hvor det er godt at spille. Al information er blevet mere åbent og lettilgængeligt online, så de finder lynhurtigt ud af, hvor det er værd at være. At vi kan tiltrække mange spillere, også fra området uden for Aarhus, ser vi som et vidnesbyrd om, at vi har et godt miljø, siger Hans Petersen.

Han oplever også, at samarbejdet mellem eliteafdelingen, AGF Talent, og amatørafdelingen er velfungerende. Der er en åben dialog mellem lederen af 1880-fodbolden Michael Langberg og AGF Talent, så hvis spillere gør det godt hos AGF 1880, kan de prøve sig af hos AGF Talent. Der er dog stadig stor afstand i styrken mellem spillerne i Talent og i 1880.

- Vi har et fint samarbejde med Talent både om spillere og træninger, og har vi en spiller, der er god nok, anbefaler vi ham til Talent, forklarer Hans Petersen.

Nu venter en off-season for drengene, hvor begge mandskaber deltager i en vinterturnering, så den gode udvikling kan fortsætte.

U14-mandskaberne træner mandag, onsdag og lørdag i vinterperioden, og hvis man ønsker en prøvetræning, kan trænerstaben kontaktes lige her >>>

 

Luk