Menu

Trænerne bag kulissen: Julie har fået en ’drømmestart’ som AGF 1880’s eneste kvindelige træner

image
04. juni 2024 kl. 15:45
Julie Degn Rasmussen startede som træner for U12.2 i foråret 2024, og er dermed den eneste kvindelige træner i AGF 1880. Med erfaring fra pigefodbold og stor passion for trænerrollen håber hun på at kunne bane vejen for flere.

I april 2024 voksede trænerstaben omkring U12.2 med én, da 24-årige Julie Degn Rasmussen påtog sig rollen som assistenttræner. Dette gør hende også for nuværende til den eneste kvindelige træner i AGF 1880 – men klubben og dens værdier er dog ikke helt fremmede for hende.

”Jeg har været en del af AGF’s pigetalentcenter de sidste to år. Inden det har jeg blandt andet været cheftræner for et pigehold i Lystrup samt i Grenaa – selv spiller jeg dameseniorbold i Kolind/Perstrup Idrætsforening,” fortæller Julie, der desuden fungerer som fodboldskoletræner og -leder i Grenaa.

En ’drømmestart’

Julie savnede at være træner for et klubhold, så da hun så, at AGF 1880 søgte flere trænere, fik sulten på nye udfordringer Julie til at søge – og der gik ikke længe, før hun blev præsenteret på drengeholdet.'

”Jeg brænder for at have et hold, hvor jeg kan have indflydelse på spillestilen. Det betyder meget for mig at følge både den individuelle såvel som holdets udvikling – jeg brænder simpelthen bare for at være træner,” forklarer hun og uddyber, at det er første gang, hun skal træne et drengehold på klubplan.

Både spillere og trænere har taget varmt imod Julie, og hun beskriver sin første tid hos AGF 1880 som en ’drømmestart’. Hun oplever, at spillerne på holdet har reageret positivt på at få en kvindelig træner – og det er da heller ikke gået Julies næse forbi, at hun ikke møder andre kvindelige trænere på Fredensvangs gange.

”Jeg synes faktisk, det er ret fedt at være den eneste kvindelige træner for nu – selvom det kan føles lidt specielt, er jeg mest af alt ret stolt af det, og håber at jeg på sigt kan tiltrække flere. Alle, jeg har mødt på Fredensvang, har været utroligt imødekommende og hjulpet mig med at falde godt på plads,” smiler hun.

Struktur og forberedelser

I Julies øjne skal denne sæson handle om at få skabt en god base og struktur på både holdet såvel som i trænerteamet, der har været præget af rokader. Derfor mener hun også, at hun er kommet til på det helt rette tidspunkt, hvor hun kan være med til at bygge op og videre."

Vi arbejder også hen mod at begynde skiftet fra 8-mands til 11-mands – og i forlængelse af det følger arbejdet med at danne sig et overblik over drengenes kernekompetencer, så vi ved, hvad vi skal arbejde videre med,” forklarer hun.

U12.2, Julie og resten af trænerstaben skal i aktion på lørdag, når U12.2–drengene møder NV Djurs på udebane lørdag den 8. juni klokken 10.

Luk