1880 mursten fra det gamle klubhus sat til salg

Hvis du ønsker at få et varigt minde om AGF’s gamle klubhus på Fredensvang, har du nu mulighed for at købe en mursten fra den oprindelige del af huset. I alt 1880 sten - som en henvisning til klubbens stiftelsesår - er sat til salg, og indtægterne går ubeskåret til det nye klubhus på Fredensvang.
Siden 1942 har AGF's ikoniske klubhus på Fredensvang været rammen om store oplevelser og glæder for tusindvis af fodboldspillere i alle aldre. Men nu er klubhuset snart fortid. Nedrivningen er så småt startet, og snart vil de gule mure være fjernet.
1880 mursten fra den oprindelige del af klubhuset får dog et nyt liv. De bliver nu sat til salg på shop.agf.dk.
- AGF's klubhus har haft stor betydning for rigtig mange mennesker, og med murstene giver vi nu mulighed for, at alle, der ønsker det, kan få et varigt minde om vores klubhus fra 1942. Vi har gemt 1880 mursten til formålet, fordi vi gerne vil have, at så mange som muligt - medlemmer, tidligere spillere, fans, sponsorer mv. - kan erhverve sig et minde om huset, siger Erik Meineche Schmidt, formand for hovedforeningen i AGF.
På minde-murstenen, er der påsat en nummereret messing-plade med AGF's logo og mottoet: "Ingen maa søge sit eget - spredte skal vi styrte - men samlede skal vi stige".
AGF har valgt at beholde to mursten, som begge vil blive integreret i det nye klubhus. Det drejer sig dels om mursten nr. 1880 (klubbens stiftelsesår), dels om mursten nr. 12 - som et udtryk for den opbakning, AGF har fra hele byen - "12.-manden".
Indtægterne fra salget af murstene går ubeskåret til det nye klubhus, der vil stå færdigt i foråret 2018.
1880-stenen koster 299,- kr. - og kan købes i AGF's webshop. Da der er tale om et begrænset antal mursten med en yderst sjælden og autentisk fodboldhistorik, sælges stenene efter "først til mølle", da der KUN er 1880 sten til salg.
VIGTIGT: 1880-stenen udsendes ikke. Derfor skal du ved køb vælge "Afhentning i AGF Fanshop" under fragtmetode. Når murstene har fået påsat messingpladerne, vil AGF efterfølgende udsende nærmere info omkring afhentning.